Nyheder

Madfællesskaberne 2016


Der var alt fra Chicken Biryani til hakkebøf med bløde løg på menuen, da Ishøj Ungdomsskole dannede rammerne om Madfællesskabernes Dag i november 2016.

I Ishøj bor omkring 116 forskellige nationaliteter side om side – med meget forskellige madkulturer. Ungerådet arrangerede derfor en dag med kulturelle madforskelle og ligheder som omdrejningspunkt. Også Ishøj Kvindeforening, Seniorværkstedet, Samtale På Dansk og Ishøj Cricket Club deltog på dagen.

Tanken bag arrangementet var at forene medlemmerne i de forskellige foreninger gennem fællesspisning. En vigtig del af arrangementet var, at maden kom på bordet samtidig og at man startede måltidet i fællesskab. Dette var med til at skabe samtaler på tværs og bygge bro mellem kulturer og generationer.

Dagen var en succes, og det blev bevist, at mad kan skabe fundament for, at Ishøjs borgere møder hinanden på trods af kulturelle og aldersmæssige forskelle.

Madfællesskabernes Dag er en national begivenhed, hvor unge i hele Danmark sætter fokus på, hvordan vi fremmer fællesskaber gennem måltidet.