Nyheder

Vellykket DUSK-net i Ishøj


Ishøj Ungdomsskole dannede rammerne om årets tredje og sidste DUSK-net samling før sommerferien. Arrangementet har fået meget ros og det kan især de unge, der har stået for at arrangere weekenden, tage en stor del af æren for.

’Nutidens unge’ har været det gennemgående tema for sæsons DUSK-samlinger. I weekenden, d. 21-23. april, lagde Ishøj Ungdomsskole lokaler til arrangementet hvor 75 unge fra ÅrhusSyd, UngNorddjurs, Silkeborg Ungdomsskole m.fl. deltog.img_0639-1

Filmproduktion blev omdrejningspunktet og lørdagen blev kickstartet med en workshop afholdt af skuespiller Besir Zeciri og Evrim Benli, hvor de unge skulle udfordres i forhold til selviscenesættelse og drama.

De unge blev herefter selv kastet ud i produktionens verden, hvor Arkens fantastiske rum lagde rammerne om mange af filmscenerne. Resultatet blev seks meget imponerende kortfilm under temaet ’Ung på sociale medier’, der lørdag aften kom i skarp konkurrence om priserne for ’Best Male’, ’Best Female’, ’Best Plot’ og ’Best Movie’.

”Arrangementet er gået fantastisk godt. Før alle gik hver for sig om søndagen blev der talt om, at det havde været en fedeste DUSK-samling i år. Og nogle mente endda at det var den bedste set i forhold til de sidste par år. Så det er selvfølgelig noget af et skulderklap”, Siger Erkan Cakmak, der er ansat på Ishøj Ungdomsskole.

Særligt peges der på to særlig grundsten, der har haft betydning for successen af denne DUSK-samling; Ungeinvolvering og nyskabelse.

De unge tog aktiv del i både planlægning og eksekvering weekenden igennem. Dette betød også at de unge aktiv fik implementeret forbedringer i forhold til de øvrige DUSK-net samlinger, de havde prøvet at være en del af.

”Vores unge får al kredit for den vellykkede weekend. De har været med fra start til slut – og været de bedste værter. Det har været en fornøjelse at se vores unge være stolte af Ishøj og virkelig stå inde for alt det gode, som Ishøj har at byde på”, fortæller Erkan.

Også de unge selv har oplevet deres involvering som noget positivt;

”Vi har selv planlagt det hele og ligesom lagt dagordenen for weekenden. Der har ikke været så mange grænser og faste rammer, så vi har virkelig været med til at kunne bestemme her. Vi har på én og samme tid været ansvarlige for at det hele forløb som det skulle, men også kunne deltage i aktiviteterne på lige fod med de andre unge, og det har været en fed balance”, fortæller Trine Bernhard, elev på Ishøj Ungdomsskole.

Også fornyelse har spillet en væsentlig rolle og blev bemærket af flere af de deltagende unge. Ishøjs unge brød med konventionerne for, hvordan samlingen skulle foregå og det er blevet rost af flere.

”Workshops og filmproduktionen var ude af huset, og mange syntes det var fedt at se Arken. Vi tog generelt meget ud i lokalområdet og viste Ishøj frem, det er ikke altid det sker ved DUSK-samlinger. Det var også sjovt, at mange af dem, der kom, for eksempel slet ikke var vant til den slags musik, der var her”, fortæller Helle Pittioni, elev på Ishøj Ungdomsskole.

Alt i alt må denne DUSK-samling siges at være vellykket og målet om at lade de unge tage så stor del i arrangementet gav pote.

”Det er naturligt for os at overlade arrangementer som disse til vores unge, da det er en del af læringsprocessen omkring ungedemokrati og medbestemmelse som DUSK-net jo faktisk bygger på. De er vokset rigtig meget den her weekend og at se successen det har skabt bekræfter da bare, at ungeinvolvering er noget vi i den grad skal fortsætte med,” afslutter Erkan Cakmak.